De følgende karakteristika adskiller TA fra andre tilgange til sprogundervisning. Der er dog ikke tale om en fuldstændig liste. Listens formål er at vise, at TA adskiller sig fra andre tilgange til sprogundervisning, og at det derfor er mest givende at betragte TA som en selvstændig tilgang fremfor at se den som en variant af den kommunikative tilgang. De nævnte karakteristiska skal ses som et system og ikke som diskrete elementer, da det er som et samlet system, at TA adskiller sig fra andre tilgange til sprogundervisning.

• Sprogbrug er som oftest hverdagspræget og bundet op på rutiner, hvillket vil sige at man ikke har behov for at skulle løse komplekse eller ukendte problemer (f.eks. indkøb, forespørgsler osv.). Denne form for sprogbrug kræver ikke i egentlig forstand at der skabes betydning - den handler i højere grad om reproduktion af velkendt betydning fremfor frembringelse af ny betydning. Sprogets rutineprægede dele bør ikke være i fokus i sprogtilegnelsen - de nødvendige færdigheder vil udvikle sig af sig selv i en praksis, som er centreret omkring udviklingen af de ikke-rutineprægede kompetencer.

• TA koncentrerer sig primært om udvikling af problemløsningskompetencer, som inkluderer en ikke-rutinepræget eller kreativ del af sprogkompetencen. Udviklingen af problemløsningskompetencer er det centrale i tilegnelsen af den tværfaglig problemløsningsterminologi. Det er denne terminologi som ses som det primære mål inden for uddannelse.

• Problemløsning inden for TA skal forstås fundamentalt anderledes end den gængse forståelse af problemløsning inden for sprogundervisning. Tasks som er bundet op på en rutinepræget sprogbrug anses ikke for at være problemløsningsopgaver, og traditionelle “problemløsning”-opgaver, som de kendes fra sprogundervisningen, har intet til fælles med udviklingen af problemløsningskompetencer som de defineres inden for TA.

• Det forventes at TA-kursister lærer “at tænke grammatisk”, og at de stræber efter at blive mestre inden for området “betydningspotentiale”. Det at lære et sprog handler bl.a. om at lære særlige måder, hvorpå man kan konstruere og fremstille verden.

• TA baserer sig på forestillingen om ikke-lineær læring og dermed på ikke-lineær organisering af lærings-/undervisningsprocessen. Fremfor en lineær læringsplan tilbyder TA en model bygget op om moduler, som er baserede på en række forskellige læringsteknologier. Disse teknologier fungerer som grundpiller for de tre vektorer i TA: (1) sprog som studieobjekt (Creative Grammar Technology); (2) kommunikation som studieobjekt - at forstå og skabe tekster som middel til problemløsning (Text Technology); æring som studieobjekt (Self-Study Technology og Research Technology).

• Innovationsmetoden som promoveres inden for TA kan ses som en sammenlægning af hvad man kalder opdagelsesmetoden og den sociale konstruktions metode. Vi tror på, at kursister opdager modeller frem for fakta. Over tid internaliseres disse modeller i kursisterne. For at dette kan finde sted, skal modellerne testes og godkendes i læringsprocessen (og i livet), og dette anses som en grundlæggende social proces.

• Læring skal være naturlig og så tæt forbundet med livet som muligt. Man kan hurtigt blive enig om, at klasselokalet rummer mange begrænsninger, og at der kan være vidt forskellige formål med det at lære. Vi tror på at læring i bund og grund handler om at gøre virkelige ting, og derfor skal man ikke skelne mellem “måder at tænke på”, når man lærer et fremmedsprog og “måder at tænke på”, når man er lingvist. En anden konsekvens af dette “naturlighedsprincip” er at spørgsmål, hvor svaret allerede er kendt, skal undgås i klasselokalet af både lærer og kursister.

• Det endelige mål for en TA-kursist er at blive sin egen mediator og evne at kunne støtte sig selv (scaffolde) i en hvilken som helst læringsproces.